Denne artikel blev oprindeligt bragt på VICE US

Med undtagelse af huslejen brænder jeg alle mine penge af på forbrugsvarer. Frokoster, jeg måtte spendere på, fordi jeg var doven til at smøre en sandwich hjemmefra, øl efter arbejde, de lidt for hyppige cigaretpakker. Jeg bilder mig ikke ind, at mit tilfælde er usædvanligt, bare uheldigt. Jeg ville jo ønske, at jeg havde mere overskud i budgettet til ting som ferier eller investeringer. I stedet kaster jeg velsmagende eller euforiserende ting i svælget for at flygte fra hverdagens ulidelige lethed.

Da jeg var studerende og kronisk på røven, troede jeg, at finansiel stabilitet betød, at jeg altid ville være i stand til at købe en shawarma, når lysten meldte sig. Jeg mener stadig ikke, at det er en dårlig definition - ikke at skulle bekymre sig om at få mad nok tilfredsstiller min hulemandshjerne. Men hvis jeg har lært noget som helst af at skrive om privatøkonomi de seneste par måneder, så er det, at den mest primitive del af hjernen er en selvoptaget idiot, som prøver at lokke dig til at leve af burgere og tage taxaer hjem fra byen konstant i stedet for at afdrage på dit studielån.

Det klassiske alternativ til at købe dyr junkfood er, som enhver kollegiebeboer ved, at leve af henkogt pasta og brødrester fra de andres madhylder, indtil du bliver syg af underernæring og må flytte hjem til dine forældre. Men der må da være en gylden mellemvej her - et kompromis mellem personlig konkurs og sultedøden? Hvad jeg var ude efter var en diæt, som ville være til at betale, uden at jeg led fysisk overlast.

Så som forsøg på at begrænse mit forbrug uden at ende som en sørgelig vandrehistorie besluttede jeg mig for at udføre et lille eksperiment: Hvor få penge kunne jeg overleve for, og stadig sørge for at få alle de nødvendige næringsstoffer?

Jeg afprøvede to metoder. Den ene involverede et futuristisk måltidserstatningsprodukt ved navn MealSquare, den anden metode var baseret på god, gammeldags vælling. Det første, jeg gjorde for at identificere det perfekte kostprogram var at konsultere en diætist ved navn Laura Cipullo, som fortalte mig, at min plan var dårlig. Hun mente, at det simpelthen ikke var muligt at få alle de rigtige næringsstoffer ved kun at spise den samme ting igen og igen.

Hendes budskab strider dermed imod, hvad producenterne bag erstatningsprodukterne lover - nemlig alt det her med, at man får et produkt, der indeholder alt, kroppen skal bruge, men bare uden alt det kedelige tyggeri, som travle tech-typer bare ikke har tid til.

"Jeg tror, at hvis du er i en helt særlig situation, eksempelvis som soldat udsendt til en krigszone, så kan det være et godt alternativ i en begrænset periode, men hvor er de antioxidanter, som du får af at spise frugt og grøntsager, og alle de her andre stoffer", som forebygger kræft?"

Jeg var ikke så bekymret om kræft. Jeg planlagde kun at gøre det her i en begrænset periode. Jeg bestilte derfor rask væk 10 MealSquares for 250 kr. For de uindviede kan jeg afsløre, at Mealsquare er "komplette måltider" på hver 400 kalorier, som er formet som en slags scone, men meget…tættere og helt ekstremt tørre - som noget, du kunne bruge til at lægge fundamentet til et hus. Nogle folk på redaktionen spiser dem som normal mad, men jeg fatter ikke hvordan. Jeg prøvede, men min krop blev ved med at afvise de kompakte madblokke - min kæbe makkede simpelthen ikke ret. Jeg tog mig selv i at betragte MealSquare-måltiderne som piller, og min hulemandshjerne skreg mig i øret: "Hvad har du gang i, hvad er vi blevet til?!"

En dag og 400 kalorier inde i MealSquare-diæten gik det op for mig, at de indeholdt små chokoladestykker, som jeg begyndte at pille ud til min morgenmad. Allerede på dette tidspunkt gav duften af rigtig mad mig fråde om munden - jeg gik forbi et pizzeria og var seriøst ved at bryde sammen af gråd. Diætisten havde advaret mig om, at det ville ske - hun sagde, at det at spise varieret - eller bare rigtig mad - ikke kun omhandlede næring men også det mentale helbred.

Jeg bad derfor Laura Cipullo om at strikke en kostplan sammen til mig, som var ernæringsmæssigt komplet og samtidig så billig som overhovedet muligt. Jeg var ikke specielt begejstret for hendes svar, som var at sautere spinat eller grønkål, blande det med ris og grønkål og smide en skefuld dåsetun på toppen.

Men efter at have brugt to dage på at spise MealSquares var jeg desperat efter noget, der bare kom i nærheden af almindelig føde. Der gik ikke mange minutter, fra jeg var mødt ind på kontoret onsdag morgen, til jeg kastede min tupperware med vælling i svælget. Det var det modsatte problem af, hvad jeg havde oplevet med MealSquares, som jeg var så lang tid om at tygge mig igennem, at det ikke var muligt for mig at indtage nok kalorier på en dag til at fungere.

Den næste dag lavede jeg en større portion, og det var godt, for jeg var faktisk ret vild med min nye madopfindelse, som dog havde slående ligheder med en opskrift jeg fandt på nettet, som forklarede, hvordan man kunne lave sin egen kattemad. Da jeg kom hjem om aftenen, smed jeg en klat Thousand Island-dressing oven i vællingen og blandede det, indtil det blev en dejagtig masse. Det var lækkert. Jeg tog en portion til, indtil jeg faldt i søvn med følelsen af, at jeg lige havde fundet en genvej til succes i livet.

Følelsen aftog dog ganske hurtigt. Den næste dag blev mit humør værre. Jeg lavede en morgenmads-vælling, hvor dåsetunen var erstattet af et spejlæg. Det var på det tidspunkt, at jeg opdagede, at mine bevægelser var blevet langsomme, og mine arme sov. Jeg var også begyndt at se på mad på samme måde som en pitbull stirrer på et egern. Da min kollega dyppede sine pomfritter i en eller anden sovs, var det på grænsen til at være en pornografisk oplevelse for mig.

Om fredagen havde jeg været i gang med mit eksperiment i fem dage, og jeg følte, at jeg var på vej ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Min monotone diæt havde bragt mig i en permanent tømmermænds-tilstand, selvom jeg ikke havde drukket mig fuld. Da jeg på et tidspunkt drak en halv øl, blev jeg så svimmel, at jeg troede, jeg skulle besvime.

Næste morgen var det endnu værre. Jeg lavede en panikopringning til diætisten, som jeg på et eller andet plan følte var ansvarlig for min miserable tilstand. Hun forklarede det sådan her:

"Vi spiser af psykiske årsager, lige så vel som vi spiser af affærdsmæssige årsager. Og der er nye studier, som viser, at måden, hvorpå kroppen reagerer på madindtag, afhænger af ens stressniveau. Så hvis vi nu forestiller os, at du er meget stresset og får et dårligt måltid, så vil din fordøjelse være derefter."'

Jeg spurgte hende, hvad hun mente med det.

"Okay, så lad mig sige det på en anden måde. Der er større sandsynlighed for, at bakterier lækker fra dine tarme og trænger ind i andre dele af din krop."

Hun insisterede på, at det ikke var så slemt, som det lød, men - helt ærligt - hvad fanden er det for en besked at få?!

Alt jeg ved er, at om lørdagen, da jeg var sammen med en veninde i Queens, blev jeg ramt af den mest intense kvalme, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan tælle de gange, jeg har kastet op, på én hånd, men følelsen er ikke til at tage fejl af, vel? Før jeg væltede ind i en taxa, tabte jeg en iskaffe ud af hånden. På vejen gennem byen sad jeg i dyb koncentration og fokuserede på ikke at sjaske bilen til med fem dages vællinge-indtag. Ikke nogen nem opgave.

Beløbet, jeg brugte på mad den uge? 10.06 dollars. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget den taxa kom til at koste mig.

LÆS MERE FRA VICE:

Ai Weiweis nye installation er lavet af falske Legoklodser

Vi har talt med kvinden, der har tjent 20 mio. kroner på butikstyveri

Morten Messerschmidts guide til operaen