Denne artikel er oprindeligt udgivet af Fightland

I sidste uge blev UFC-sværvægteren Roy Nelson idømt ni måneders karantæne og en bøde på $24.000 (168.000 kroner) af det brasilianske Superior Justice Court of MMA for sit spark i røven på dommeren "Big" John McCarthy. Optrinet var en følelsesladet hævnaktion fra Nelson, der opstod efter kampen. Nelson mente, at McCarthy havde ladet ham få for mange slag ind på Antonio Silva, som Nelson betragter som en ven, men som han alligevel slog ud til UFC Fight Night 95, så han lod sin hæl tale for sig. (Nelson kan få nedsat sin dom, hvis han siger undskyld – men det skal du nok ikke regne med, kommer til at ske.)

Nelsons angreb på McCarthy understreger, hvor utaknemmeligt et job det er at være den tredje mand i ringen. Det siges, at dommeren, eller kamplederen, får husets bedste plads, men det betyder ikke så meget, når man er heldig at få 5-10.000 kroner for at udføre sit arbejde foran millioner af kritikere. Der er også andre, større stressfaktorer: der er en hel del, der overlades til dommerens dømmekraft – tærsklen for, hvad der udgør et ubesvaret slag og intelligent forsvar er fuldstændigt subjektive – men de afgørelser, der skal træffes på mikrosekunder, har vedvarende konsekvenser for boksernes statistik, levebrød og helbred. Indimellem kan det også være risikabelt at håndhæve orden i buret, som den bizarre historiske oversigt over fightere, der overfalder dommere, giver udtryk for. Nogle gange er der bare tale om ærlige uheld, som da Sam Stout blev slået ud og guillotinerede Philippe Chartier.

Nogle gange er der tale om semi-forståelige raserianfald, der opstår som følge af hændelser, der opfattes som uretfærdige, ligesom dengang Jason High skubbede til dommeren efter en tidlig afbrydelse. Andre gange er der bare tale om pinlige henfald til lovløshed.

Her er et par mindeværdige øjeblikke – nogle skændige, andre hylende morsomme – hvor fightere har langet ud efter de autoriteter, som de deler buret med. Men ingen af de følgende fortællinger skal ses som opfordringer: lægger man hånd på en dommer, kan man hurtigt – udover at blive idømt den karantæne og de bøder, der hører med – ende med at ligge på ryggen og stirre op i lysene.

Hver gang jeg ser Keith Peterson som dommer i en UFC-kamp, sender jeg en sms til en eller anden for at sige "Ham sangeren fra GFY er i fjernsynet lige nu." GFY (og du kan selv gætte dig til, hvad det er en forkortelse for) var en del af det særdeles asociale hardcore-miljø i New York, der også affødte bands som Billyclub Sandwich og Punchyourface. Jeg så nogle af de bands tidligt i 00erne: jo tommere der var, jo flere stole blev der smidt med, og jo flere slåskampe opstod der blandt publikum mellem folk klædt i Mecca-trøjer og kasketter, mens bandet gik amok på scenen. Med den baggrund i tankerne er det utroligt, at Peterson er blevet så pålidelig en håndhæver af MMAs Unified Rules (med en grov, grov undtagelse).

Men i en amatørkamp mellem Ben Syers og Bob Ascolillo i 2010 blev Peterson offer for en grov forveksling. Syers slog Ascolillo i gulvet med et enkelt slag, men da Peterson indikerede, at kampen var forbi…blev Ascolillo bare ved. Vi har alle sammen set omtågede fightere række ud efter ankler og enkelte ben, men det her var noget andet: Ascolillo lagde Peterson ned på ryggen, holdt ham nede og satte sig på ham. Det var en farce, men det var også utroligt – Ascolillos plan var så indøvet, at han kunne gennemføre den, mens hans hjerne rikochetterede rundt inden i hans kranie. Og man er nødt til at tage hatten af for Peterson, der ventede på, at hans kolleger splittede ham og Ascolillo ad istedet for at smadre hans ansigt med knojern.

Mange år før kritikere hånede Jon Jones og Chuck Liddell for at fingerkneppe deres modstanderes øjenæbler, havde Yvel cementeret sit ry for at bruge beskidte tricks i buret på god, gammeldags manér: ved at skubbe sine tommelfingre ind i Don Fryes øjenhuler, ved at give Dan Henderson en albue i rygraden og ved at bide mindst en modstander. Og en håndfuld andre svinestreger, der kun ville være acceptable i et fængselsslagsmål. Den tidligere Pride-sværvægters største bommert kom i 2004, da Yvel kæmpede mod den finske MMA novice Atte Backman. Efter næsten at være væltet udover tovene, skiller dommeren de to modstandere ad. Selvom der ikke er lyd på klippet, kan man tydeligt fornemme på den efterfølgende spænding frem og tilbage, at Yvel nærmest syder af raseri. Men det gør det ikke mindre overraskende, når Yvel slår dommeren i gulvet med en venstre hook og sparker til ham, mens han ligger ned. At den hollandske sværvægter alligevel kvalificerede sig til UFC i 2010, siger både noget om hans evne til at holde lav profil efter det diskvalifikationsnederlag – det tredje af slagsen i en karriere, der efter en teknisk knockout af Rocco Rodriguez i sidste weekend stadig summer videre – og om hvor svært det er at finde gode sværvægtere, selvom de måske har korte lunter.

Hvis Pedro Cardenas venstre hook i ansigtet på dommer Bert Lowes ikke er det mest berømte eksempel på vold mellem fighter og dommer, så er det i hvert fald det mest genbrugte: det er blandt andet med i introen til Malcolm in the Middle, Bryan Cranstons tv-udtryksmiddel post-Tim Whatley og præ-Walter White. Klippet stammer fra en amatørboksekamp i 1982 til de nordamerikanske mesterskaber i Las Vegas mellem cubanske Cardenas og Willie deWit, en canadisk sværvægter, der senere vandt sølv ved OL i 1984. DeWit maltrakterer Cardenas i den indledende runde, presser ham, og får ham slået omkuld. Men da Lowes rykker ind for at skille slagsbrødrene ad, slår Cardenas ud i luften og hamrer (uforsætligt) Lowes i ansigtet, så han får blodtud og ryger med ansigtet først ind i tovene. Lowes bliver afløst af en ny dommer, hvorefter deWit får stoppet Cardenas i anden runde.

Før den nuværende jernmand af en siddende præsident gjorde landet til et regulært Hunger Games for pushere, var Filippinerne vært for et af de mest bizarre, uplanlagte håndgemæng mellem en MMA-kæmper og en dommer. I 2011 afholdt Universal Reality Combat Championship en kamp mellem letvægteren Honorio Banario og den iranske tyran Razi Jabbari. 1:35 inde i første runde stoppede dommeren Joey Lepiten kampen, da Jabbari var ude af stand til at rejse sig efter en regn af knytnæveslag. Så blev der spillet en Korn sang over højttalerne, hvorefter alt hurtigt blev hektisk: efter Banario blev udråbt til vinder, gik Jabbari amok og begyndte bandende at skubbe til og slå ud efter dommeren. Dommer Lepiten slog Jabbari i gulvet, hvorefter URCC promoteren Alvin Aguilar – der også er jiu jitsu-ekspert – sprang gennem tovene og tæmmede Jabbari med et kvælergreb. Banario endte med at vinde en titel i One FC, hvor han fortsat kæmper som letvægter. Det blev Jabbaris sidste kamp nogensinde.

Læs mere fra VICE og Fightland:

En historisk gennemgang af boksning mod bjørne

Hvor bange bør jeg være for at blive slået i ansigtet?

SE: Byen, hvor de tæver løs på hinanden for at få regnvejr